Selve Fuglhøjgaard er fra 1870 og har stadig stort set det samme jordtilliggende, som gården havde dengang.
På den gamle Fuglhøjgaard havde man blandt andet malkekvæg, grise og høns, og gården var faktisk i drift helt frem til slutningen af 1970’erne.
Da vi overtog stedet, var der ikke længere dyr på gården. Jorden var forpagtet ud og blev drevet konventionelt, og insekt- og fuglelivet var ikke særlig varieret.
Da vi selv overtog driften af jorden, begyndte vi omlægningen til økologi og lagde arealerne om til blandt andet kløvergræs.
Det begyndte egentlig ret beskedent med fire geder. De blev hurtigt suppleret af to køer og derefter seks grise. Og så tog det lidt fart.
For undervejs opdagede vi, hvor meget vi faktisk holdt af at passe dyrene. Vi havde begge kontorjobs og havde egentlig ingen planer om, at vi skulle være bønder. Men udelivet og arbejdet med dyrene trak så meget, at det nu er det, vi er.
Vi lærte meget af det praktiske ved at tale med gamle avlere. Deres erfaring og input til vores egne tanker om, hvordan vi gerne ville holde dyrene, har været guld værd.
Der har været masser af udfordringer ved at blive bønder. Heldigvis har meget få af dem handlet om selve dyrene. Når en gammel maskine går i stykker, en ekstern leverandør skuffer, eller der opstår noget andet bøvl, ender vi derfor tit med den samme konstatering:
I det mindste har dyrene det godt.