Vores geder
Gederne lever hele livet ude på marken.
Har du en konto? Log ind for at betale hurtigere.
Gederne lever hele livet ude på marken.
De voksne geder går sammen med bukken i en fast flok året rundt. Bedækningen foregår helt naturligt i flokken. Hos os bliver gederne typisk drægtige i efteråret, så årets kid kommer i begyndelsen af foråret.
En ged får typisk mellem ét og tre kid. Gederne er glimrende mødre, og vi må sjældent gribe ind i den tidlige fase, hvor diegivningen skal etableres. Når det er nødvendigt, er det typisk for at give et kid lidt ekstra energi, så det får kræfter til at prøve igen.
Mødrene holder godt øje med deres kid. Hvis en ged pludselig opdager, at hun er kommet for langt væk fra dem, løber hun gerne brægende tilbage.
Kiddene vokser op som en naturlig del af flokken sammen med deres mor, bukken og de øvrige voksne dyr. Bukken trækker sig dog lidt fra flokken i den periode og bliver en mere perifer del af den de første 3-4 måneder efter, at kiddene er kommet. Han er pludselig ikke helt så populær blandt mødrene, som han normalt er.
Kiddene får lov at blive i forældreflokken i omkring fire måneder. På det tidspunkt er de færdige med at die og begynder samtidig at blive kønsmodne.
Selvom båndet mellem mor og kid stadig er der, oplever vi på det tidspunkt, at de unge dyr i stigende grad foretrækker hinandens selskab, mens de voksne dyr foretrækker de andre voksnes selskab.
Derfor adskiller vi dem omkring dette tidspunkt. De unge dyr flyttes samlet til en ungdyrsflok, hvor de fortsætter med at gå sammen med de dyr, de allerede kender.
Vores geder er Boergeder, en kødrace med oprindelse i Sydafrika. Her adskiller vi os lidt fra vores grise og kvæg, som begge er gamle danske bevaringsværdige racer.
Der findes også en bevaringsværdig dansk gederace, men den er først og fremmest en malkeged. Vi har simpelthen ikke kapacitet til at udnytte mælken, og derfor har vi i stedet valgt Boergeden, som er avlet til kød og er kendt for sin kødkvalitet.
Gedernes særlige rolle
Gederne har en særlig rolle på gården. De samgræsser med kvæget på de samme store sommerarealer og spiser en del af den vegetation, som køerne ikke er nær så interesserede i.
De er blandt andet rigtig gode til at bide toppen af de unge skud på brændenælder og tidsler, så planterne ikke får lov til at brede sig uhæmmet på køernes områder.
De hjælper os også med at holde vegetationen nede blandt de mange forskellige planter og buske omkring vores små vådområder og på skrænten ned mod den bæk, der udgør den sydlige grænse af vores jord.
Supplerende samgræsning
Det handler ikke kun om at holde vegetationen nede. Når gederne løbende tager noget af væksten fra de planter, der ellers risikerer at dominere, hjælper det med at forhindre, at nogle få arter overtager området.
Det giver bedre plads til et mere varieret planteliv og dermed også grundlag for et rigere insektliv.
På den måde supplerer geder og kvæg hinanden ret godt. Køerne tager primært græsset, mens gederne gerne går efter meget af det, køerne lader stå.
Til tider lader vi også gederne gå på de arealer, hvor vi dyrker kvægets vinterfoder, hvis der er
behov for at få taget lidt af topskuddene.
Rolige områder til gedeflokken
Selvom de samgræsser med kvæget, har gederne deres egne områder, hvor de kan trække sig tilbage og være i fred.
Vi har tre sådanne områder, som bruges afhængigt af, hvilke kvægmarker de samgræsser på. De er mellem cirka 1.500 og 3.000 m².
Områderne ligger typisk i overgangen mellem naturområderne og kvægets græsningsarealer. Her står deres hytter og deres vand, og det er også her, vi fodrer dem, når naturen ikke selv kan levere nok føde. De lever af økologisk kløvergræs og halm og får hverken korn eller kraftfoder.
Geder er utroligt nysgerrige dyr. De undersøger gerne nye ting og elsker at kravle og hoppe op på alt muligt.
Det forsøger vi at give dem mulighed for, og deres nysgerrighed gør samtidig den nødvendige håndtering lettere.
Hvert eneste dyr bliver tilset mindst én gang dagligt. Vi bruger tid på at gøre dem tamme og trygge ved os, både fordi det gør arbejdet nemmere og sikrere, og fordi det betyder mindre stress for gederne, når vi har brug for at håndtere eller flytte dem.
De unge dyr slagtes, når de er omkring et år gamle.
Når de skal til slagteren, bruger vi deres naturlige nysgerrighed. Med lidt tålmodighed er de forholdsvis nemme at få til selv at gå ind i vores hestetrailer. Vi har ikke travlt med det - de får den tid, det tager.
Vi kører dem selv til slagteriet, hvor de aflives i traileren. På den måde undgår de at blive drevet ud og ind i fremmede omgivelser som det sidste.
Kødet fra unge Boergeder er generelt magert og har en forholdsvis mild smag samtidig med, at det er mere mørt end kød fra ældre geder.
Der skal være god plads, god tid og så lidt stress som muligt gennem hele dyrets liv.