Fuglhøjgaard-grisen

Et griseliv skal være et godt liv.

Friland - hele livet

På Fuglhøjgaard starter livet for en gris altid på en frisk fold, hvor smågrisene får lov at blive hele livet. 

Grisene har god plads i deres fold, hvor hver gris har cirka 70 m². En typisk fold er omkring 625 m² til et kuld på cirka ni grise.

Her har de masser af mulighed for at rode - både i det rigelige rodemateriale, de får som grovfoder, og direkte i jorden fordi vi ikke bruger næseringe. 
På folden har de også deres hytter med masser af halm, hvor de kan ligge tørt og i læ.

Alt deres halm, grovfoder og fuldfoder er økologisk. 
Grovfoderet er en blanding af ærter og kløvergræs, som de elsker, og som samtidig har et højt proteinindhold. Det er hensigtsmæssigt, fordi en større del af deres proteinbehov dermed kan dækkes gennem grovfoderet frem for af soja langvejs fra. 
Deres fuldfoder består primært af byg.

Om sommeren sørger vi for masser af mudder, så de altid kan blive afkølet og få et frisk lag mudder på huden. De får selvfølgelig også frisk vand hver dag.

Om vinteren er hytterne fyldt godt op med halm. Grise er rigtig gode til at bygge huler. På de rigtig kolde dage kan man derfor ofte se en grisetryne stikke ud af en bunke halm inde i hytten.

Mindst 66 dage sammen

På Fuglhøjgaard lader vi fravænningen ske naturligt og opdeler ikke soens og smågrisenes foder.
Smågrisene begynder derfor tidligt at spise med, så deres fordøjelse allerede er vant til det almindelige foder, når soen på et tidspunkt flyttes.

Vi blander aldrig kuld. Smågrisene får lov at blive i deres egen lille søskendeflok. Det reducerer stress og mindsker behovet for hierarkiske kampe.

Soen flyttes væk fra smågrisene efter mindst 66 dage. På det tidspunkt er diegivningen enten stoppet naturligt, eller også er soen ved at være for belastet af den. Hvis smågrisene stadig dier, og soen ikke viser tegn på for høj belastning, får de ofte lov til at blive sammen længere.

Selve adskillelsen er som regel fuldstændig udramatisk. Vi åbner blot folden, og så løber soen selv ud og tilbage til ornefolden. Til tider skal vi lige guide hende det rigtige sted hen. Både so og smågrise virker typisk helt upåvirkede af adskillelsen, og så tænker vi, at tidspunktet er det rigtige.

Naturlig avl, færre kuld - mere ro

I ornefolden går soen sammen med et par andre søer og ornen. Her lever de sammen, indtil vi kan se på soen, at der er cirka to uger til faring. Så flyttes hun til en frisk fold, så hun har tid og ro til at bygge rede og gøre klar til, at smågrisene kommer.

Når vi flytter hende, vil hun som regel også gerne med. På det tidspunkt søger hun ikke længere de andre voksne grise på samme måde, men begynder naturligt at trække sig væk fra flokken.

I ornefolden sker løbningen naturligt, og den sker, når den sker. Kombineret med den lange tid sammen med smågrisene betyder det færre kuld om året. Vi forventer cirka 1,7 kuld om året per so mod de lidt over 2 kuld, man normalt går efter.

Det giver mindre pres på søerne og et roligere liv for hele flokken.

Ornen og søerne flyttes til en frisk fold cirka hver 7. måned, så de også løbende får friske forhold.

Dansk Landracesvin anno 1970

Vi avler på en bevaringsværdig dansk griserace, Dansk Landracesvin anno 1970. Racen er også kendt som Bacongrisen og blev oprindeligt udviklet til at levere bacon til det engelske marked.

Bestanden er meget lille i dag, men sammen med få andre entusiastiske avlere forsøger vi at holde racen i live og få bestanden til at vokse.

Naturlig kuldstørrelse

Griseracen er heller ikke avlet efter at få så store kuld som muligt. Et typisk kuld er omkring 10 smågrise, og soens 14 patter giver derfor god plads til alle.

Det er samtidig en af årsagerne til, at vi oplever markant lavere dødelighed blandt smågrisene, end man typisk ser hos moderne grise.

Langsom vækst og godt kød

Disse grise er slow food i ordets egentlige betydning. De er længere og smallere end moderne grise og vokser langsommere.

Hvor moderne slagtegrise typisk er slagteklar efter 5-6 måneder, får vores lov til at blive omkring 9 måneder, før de når en passende størrelse og har udviklet et passende spæklag.

Det kan også mærkes på kødet. Vi oplever, at kødet fra vores grise har mere farve, mere smag og svinder mindre under tilberedning, end kød fra moderne slagtegrise.

Tryghed og tillid går begge vej

Hver eneste gris bliver tilset mindst én gang dagligt, og vi forsøger generelt at holde stressniveauet så lavt som muligt.

Der skal være god tid, ro og så lidt pres som muligt gennem hele grisens liv. Det gælder både de grise, der skal slagtes, og dem, vi avler videre på.

Grisene er generelt milde af sind, og vi bruger tid på at gøre dem så tamme og trygge ved mennesker som muligt. 
Det gør dem både lettere og sikrere at arbejde med - og så gør det også arbejdet lidt hyggeligere.

Vi har fokus på ro og velfærd til det sidste

Når grisene skal slagtes, kører vi dem selv til slagteren i vores egen hestetrailer.

Selve læsningen foregår helt enkelt ved, at vi står og smider deres foder op i traileren. 
Så venter vi, til det rette antal grise selv er gået derop, før vi lukker traileren. 

Ingen jagt, intet pres og så lidt stress som muligt. Det kan tage 15 minutter eller 45 minutter. 
Sådan er det bare.

Vi tager kun få dyr med ad gangen og kun grise fra samme kuld. Typisk ligger de og sover, 
når vi kommer frem til slagteriet.

Grisene aflives i traileren, så de slipper for at blive drevet ind i ukendte omgivelser.

Samlet set er det dyrevelfærd for os.

Kød fra Fuglhøjgaard-grisen

Se alle
Hakket svinekød

Hakket svinekød

Hakket svinekød

79,00 kr
Udsalgspris  79,00 kr Normalpris 
Ribbensteg med ben

Ribbensteg med ben

Ribbensteg med ben

199,00 kr
Udsalgspris  199,00 kr Normalpris 
Flæsk i skiver

Flæsk i skiver

Flæsk i skiver

89,00 kr
Udsalgspris  89,00 kr Normalpris 
Nakkesteg

Nakkesteg

Nakkesteg

259,00 kr
Udsalgspris  259,00 kr Normalpris